Videncenter skal styrke

frie skoler

Dato: 02. februar, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , journalist
Nyt videncenter skal styrke de frie skoler i Danmark ”Nationalt Videncenter for Frie Skoler”, i kort form NVFS, er et navn, som ledere, medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer på de frie skole, heriblandt efterskoler, snart vil kunne i søvne. De frie skoler får nu et videncenter, hvis formål bliver at fastholde og styrke de frie skolers arbejde og udvikling i Danmark
Videncentret er et samarbejde mellem Den Frie Lærerskole, University College Lillebælt og University College Syd. Forstander på den Frie Lærerskole, Thorstein Balle, fortæller, at centret er en naturlig konsekvens af samfundsudviklingen i Danmark.
»Respekten for de frie skoler skal bevares, men ingen skoler – heller ikke de frie, private skoler – kan skrive sig ud af en samfundsudvikling, der i forhold til forældre og bevillingsgivere stiller krav til stadigt større refleksion over og dokumentation af skolevirksomheden. Der er derfor i dag langt større behov for at systematisere og formidle relevant viden om skoleformernes praksis og udviklingsmuligheder,« siger Thorstein Balle, der er initiativtager til videncentret.

Folkeskolen kan lære af de frie skoler
Videncentrets formål er at styrke de frie skoler ved at dokumentere skolernes pædagogiske praksis og skolevirksomhed samt at sætte udviklingsprojekter i gang. Men centrets viden om de frie skoler skal også komme den offentlige skole til gode.
»De frie skoler er på mange måder et eksperimentarium, hvor man kan gøre ting, som ikke er mulige i folkeskolen. Frihed befordrer nye måder at gøre tingene på, som måske er mere i tråd med tiden,« siger Thorstein Balle.
Og Den Frie Lærerskoles forstander mener, at videncentret har god grund til at undersøge praksis på efterskolerne.
»Efterskolerne er jo meget succesfulde. Og her kunne det være interessant at se på, hvad der giver efterskolerne succes. Er der eventuelt noget, man kan bruge i den offentlige skole?,« siger Thorstein Balle.

Videncenter på Den Frie Lærerskole
Den Frie Lærerskole i Ollerup, University College Lillebælt og University College Syd har i fællesskab fået bevilliget midler fra Undervisningsministeriets globaliseringsmidler fra januar 2010 og tre år frem. Videncentret får sin fysiske placering på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og bestyrelsen bag centret søger inden længe en leder og en administrativ medarbejder, der skal stå for den daglige drift af centret. Derudover vil forskere fra UCL, UCS og universiteterne løbende blive ansat i projektstillinger i forbindelse med centrets forskningsprojekter.



UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser