Dato: 16 juli, 2009
Forfatter: Tommy Heisz
, Journalist
Det kræver mod at flytte fra Færøerne til Danmark. Og det kræver endnu mere mod at stille sig op og synge foran en million tv-seere. Når Linda Andrews skal forklare, hvorfra hun har sit mod, er hun ikke i tvivl: En stor del af det blev plantet i hende, da hun gik på efterskole
Da dansklæreren en dag bad efterskoleklassen om at skrive om deres største idol, satte Linda Andrews sig resolut ned og skrev en hyldest til sin mor.
»Jeg skyldte hende alt. Det var hendes fortjeneste, at jeg overhovedet kunne komme på efterskole. Hun tog to ekstra rengøringsjob for at få råd til det. Og det betød virkelig alt for mig at komme af sted,« fortæller hun.
Linda Andrews tog i foråret Danmark med storm, da hun triumferede i talentshowet X-Factor, og for nylig har hun udgivet et soloalbum. Musikken har været den altafgørende drivkraft, så længe hun kan huske. Derfor var det en stor åbenbaring for hende, da hun fandt ud af, at man kunne komme på efterskole.
»Jeg ved slet ikke, hvordan jeg har klaret mig igennem folkeskolen, for jeg interesserede mig slet ikke for det, man lærte i de fag. Da jeg så opdagede, at jeg kunne komme et sted hen, hvor jeg kunne dyrke musikken, var jeg bare så klar.«
Veninderne tog med
Linda Andrews, der er vokset op på Færøerne, rejste til Himmerland i Jylland for at tage 10. klasse på en efterskole. Ikke en decideret musikefterskole, men en skole med et kristent grundlag. Kirken fyldte meget, men det kom sangen og musikken også til. Linda Andrews fik øjnene op for muligheden, da et hold fra efterskolen besøgte hendes lokale kirke på Færøerne. Snart fik hun overtalt moren, og da to af veninderne besluttede at følge med til Danmark, blev det hele lidt mindre farligt.
På efterskolen fik hun med det samme nye venner. Allerede på en kanotur til Sverige, hvor holdet skulle rystes sammen, viste det sig hurtigt, hvem der havde den samme passion for musik. Og det blev dem, Linda Andrews begyndte at hænge ud med. Der blev spillet guitar og sunget ved lejrbålet, der blev udvekslet livshistorier og hemmeligheder, og der blev knyttet bånd, som stadig holder den dag i dag.
»Da vi kom tilbage fra den kanotur, havde vi allerede dannet et band med guitar, vokal, bas og klaver. Derefter gik der en uge, og så var vi ude at spille første gang,« fortæller hun med et nostalgisk blik.
Musikken gav forløsning
Musikken er hele tiden i centrum, når Linda Andrews fortæller om sin efterskoletid. Hun holdt af den allerede længe før hun kom på efterskole, men det var en form for uforløst kærlighed.
»Jeg vidste, at jeg elskede at synge. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med det. Der er mange folk på Færøerne, der er dygtige til at synge og spille, men det er ikke noget, man kan vælge som levevej. Derfor var det så inspirerende for mig at komme ind i et miljø, hvor både lærerne og de andre elever havde samme lidenskab. Det gik op for mig, at jeg godt kunne gå den vej. Da jeg var færdig med efterskolen, var jeg helt overbevist om, at jeg ville satse på musikken.«
Efterskolen gjorde mig modig
Det kom dog til at vare nogle år, før Linda Andrews tog det endelige skridt. Da hun var færdig med efterskolen, flyttede hun hjem til Færøerne igen, hvor hun tog en handelsskoleuddannelse og var bestyrer af en butik. Men efterskoleopholdet havde plantet en drøm i hende, og den rejste hun som 21-årig endelig til København for at realisere. Også selvom hun var noget utryg ved det.
»For en færing er København nærmest som New York. Vi har hverken tog eller motorveje, så København kan virke meget voldsom. Det krævede en stor portion mod at flytte, men jeg kunne godt mærke, at min grundsten var blevet lagt i min tid på efterskolen. Jeg kunne sige til mig selv: ’Hey, du tog af sted et helt år, og alt gik fint. Du fik nye venner og lærte nye sider af dig selv. Du kan sagtens!’«
Linda Andrews bor i dag i Valby sammen med sin datter, Celeste på ni år. Der er ikke mange år til, at Celeste måske selv kommer og lufter ideen om, at hun gerne vil på efterskole. Og Linda Andrews er ikke et øjeblik i tvivl om, hvordan hun vil reagere:
»Det ville være fantastisk. Selvom jeg med garanti kommer til at stortude, når hun skal af sted, så håber jeg virkelig, at hun får lyst til det. Det er så sundt at få den oplevelse med.«
Foto: Christian Friis