Dato: 05. oktober, 2009
Forfatter: Ann E.-Knudsen
, Hjerneforsker, forfatter
Kan vi blive enige om, at regeringens politik, med Bertel Haarder i spidsen, med at presse de unge i valg og tid, er slået fejl – tallene viser det tydeligtRegeringen har som målsætning, at 9 pct. af en ungdomsårgang i 2015 skal have en uddannelse efter folkeskolen og mindst 50 pct. af alle unge skal gennemføre en videregående uddannelse. Det er jo vældigt smukt og rigtigt, men desværre går udviklingen den forkerte vej.
Skole & Samfund (7/8, 2009) fortæller at den seneste prognose viser, at kun lige i underkanten af 80 pct. af en årgang får en uddannelse (en tilbagegang i forhold til sidste år!). Og PISA-undersøgelserne antyder, at en meget stor del dem, der ikke får en uddannelse, forlader skolen med så dårlige kundskaber eller med så dyb afsmag for skolegang, at det er skolegangen i sig selv, der er skyld i den manglende videreuddannelse.
Som om dette ikke var problematisk nok, står Danmark også med det problem, at når vi så ”på trods” får de unge til at vælge en ungdomsuddannelse, så er især drenge i risikogruppe for at ”droppe ud”, og ikke gå i gang med en anden uddannelse.
Vi står altså med en ny form for sårbarhed hos en ungdomsgeneration – men hvad skyldes det?
Hvad om vi for en gangs skyld tænker mere forebyggende og over længere sigt end den sædvanlige symptombehandling?
Hvad er f.eks. vigtigt i Danmark?
For det første bliver vi nødt til at kigge en lille smule på, hvad vi lever af her i landet.
Ved et ganske vist lidt hurtigt kig, er det ikke fordi vi har så mange ressourcer at sælge af ud over landets grænser. Der er ikke fundet olie i den danske undergrund i tilstrækkelige mængder, og der er i skrivende stund ikke noget som tyder på, at vi skal satse på Grønlands.
Så vores egentlige ressource er vel know how, viden, ekspertise – børns hjerner.
Så måske skulle vi holde op med at tænke, at børn skal være ”udgiftsneutrale”, det må være ok at investere i det, som er vores fælles fremtid.
Vi skal i læringssystemet sørge for, at der er ressourcer nok til at understøtte glade børn, som kan lide at lære noget, og nogen af dem skal helst kunne lide det så meget, at de har lyst til at blive ved – også på en videregående uddannelse.
Så hvad er pointen i at spare alt det væk, som gør en skolegang vedkommende, engagerende og spændende? Det er i sig selv en lang snak, at musik, idræt, billedkunst, håndarbejde, projektarbejde osv. er stærkt underprioriteret i skolegangen i løbet af folkeskolen, men at der også med jævne mellemrum skal diskuteres om det 10’ende skoleår er relevant eller ej, er decideret beskæmmende.
Når for få starter på en videregående uddannelse og for mange falder fra, så kunne man overveje, om ikke presset i retning af at gøre alting hurtigere og presse valg ned i alder i virkeligheden stresser de unge uforholdsmæssigt.
Hvad er pointen i, at man 12 år gammel skal vide, hvad man vil være når man bliver stor? Eller i den anden ende at have en målsætning om, at unge som tager en videregående uddannelse som hovedregel skal være færdiguddannede som 25-årige?
Måske kan det betale sig at nærlæse statistikken over ”de frafaldne unge”, og så se hvor mange der er gået direkte fra 9. klasse og videre til en ungdomsuddannelse i forhold til unge som har taget en 10. klasse på et 10. klasses center, en ungdomsskole eller en efterskole. Gymnasielærere landet over er i hvert fald enige om, at unge som har brugt det politisk ukorrekte ekstra skoleår har ”staying power”. Den lærdom der er forsøgt proppet i dem i folkeskoletiden har fået et år til at lagre sig som viden. Den er blevet internaliseret og gjort brugbar. Mange unge tænker: ”Nåh... det var det de mente, det kunne de da bare have sagt. Hvor svært kan det være?”
Kunne vi så ikke blive enige om, at regeringens politik, med Bertel Haarder i spidsen, med at presse de unge i valg og tid, er slået fejl – tallene viser det vel tydeligt nok?