Dato: 07 oktober, 2009
Forfatter: Eva Tangø-Brandt , Journalist
Slut med sure miner, konflikter og fejlfinding. Københavns Idrætsefterskole er i fuld gang med at skabe en skole, hvor positiv tænkning og fælles visioner er i centrum Vi er allerede blevet meget stærkere. Derfor tror jeg også, at vi bliver en succeshistorie.«
Det siger Peter Bruun Jørgensen, lærer på KIES, Københavns Idrætsefterskole. Siden august 2008 har Peter Bruun Jørgensen og hans kolleger arbejdet energisk og målrettet på skabe en skole, som i fremtiden skal ose af positiv tænkning, rummelighed og respekt for hinandens styrker og kompetencer.
Udviklingsprojektet på KIES, der går under mottoet ”vi griber hinanden i at gøre det rigtige”, bygger på den populære metode ”Appreciative Inquiry” – på dansk også kaldet Anerkendende Dialog eller i daglig tale blot ”AI”. Metoden bruges i stigende grad indenfor organisationer, virksomheder og institutioner, der ønsker at skabe et udviklende og positivt arbejdsmiljø. Og det mente forstander på KIES, Jan Barslev, at der var brug for.

Farvel til fejlfinderkulturen
»Jeg følte, at vi havde brug for at styrke personalegruppen og få en mere anerkendende tilgang til sine kolleger og skolens elever. Jeg oplevede, at vi havde for meget fokus på problemer og konflikter og glemte at få øje på succeshistorierne og dét, vi hver især rummer af styrker og ressourcer,« siger Jan Barslev. Drømmen om at søsætte et udviklingsprojekt på KIES, der går til kamp mod fejlfinderkulturen, fik Jan Barslev til at kontakte en konsulentvirksomhed.
»Det kan være en lang proces at implementere den anerkendende dialog overfor hinanden på en arbejdsplads. Og det kræver både tid, ressourcer og en masse løbende opfølgning. Derfor valgte jeg at finde en ekstern samarbejdspartner til at køre processen, også fordi jeg selv er en del af problemet – og løsningen,« siger Jan Barslev.
Inden skolestarten i august sidste år var hele personalegruppen på et endagskursus i AI-metoden, som blev afholdt af en teamudviklingscoach. På kurset præsenterede Jan Barslev samtidig sine visioner og drømme for KIES. Reaktionen fra personalet kom lidt bag på ham.
»Jeg troede faktisk, at den største udfordring ville være at få personalet til at tage ejerskab og føle vigtigheden af at skabe en velfungerende arbejdsplads, men det viste sig overraskende, at der var fuld opbakning til projektet og til at bruge AI.«

En styrket personalegruppe
I skoleåret 2008-2009 har Jan Barslev og personalegruppen på KIES cirka 25 medarbejdere lige fra lærere og pedel til det tekniske og administrative personale været på kurser i AI. Og på det praktiske plan har personalet arbejdet intenst med at bruge metoderne i hverdagen både internt i personalegruppen og overfor skolens 112 elever. Jan Barslev er ikke i tvivl om, at visionen om at skabe en stærk personalegruppe og en positiv og rummelig skole, er kommet et langt skridt nærmere målet.
»Jeg synes virkelig, at vi har rykket os. Vi har først og fremmest fået skabt et fælles sprog og nogle fælles visioner, og så er vi blevet meget bedre til at rose og fremhæve styrkerne hos hinanden,« siger Jan Barslev. Også når det drejer sig om at løse konflikter på skolen, har AI været en hjælp.
»Når vi står i en situation, der typisk kunne udvikle sig til at blive en konflikt før i tiden, så er vi i dag blevet meget bedre til at løse problemet og komme ud af det på en styrket måde.«
Anders Poulsen, håndboldlærer på KIES, er enig.
»Jeg føler, at vi har fået en fantastisk stærk personalegruppe. Hvor vi før havde 80 procent fokus på det, der ikke fungerede, så er det tallet omvendt i dag, hvor der er 80 procent, der fungerer og 20 procent, hvor det er svært, men det er også okay.«

En gevinst for eleverne
Også når det drejer sig om forholdet mellem personalet og eleverne, mener Anders Poulsen, at AI viser sin værdi.
»Udover at være håndboldlærer på KIES, er det også min funktion at tale med eleverne om deres trivsel. Og lige præcis i de samtaler har jeg nu fået nogle redskaber via AI, der gør, at jeg kan tale med eleverne på en langt mere respektfuld og positiv måde. Og jeg oplever, at det er gensidigt. AI er en win-win situation for os alle her på skolen.«
Anders Poulsen mener også, at han er blevet en bedre lærer.
»Og det tror jeg også, at eleverne synes. Jeg er blevet mere rummelig og bedre til at håndtere de elever, der stikker lidt udenfor, og som måske ikke lige overholder reglerne.«
Anders Poulsen nævner som eksempel elever, der ikke er på deres værelse kl. 22.00. 
»Vi starter med at anerkende elevens valg, og vi anerkender, at de har valgt at bryde en regel. Og i stedet for bare at skælde ud og blive sur, så forsøger vi som udgangspunkt at se bag adfærden og fokusere på elevens kompetencer og gode sider ved f.eks. at sige ”Du var ikke på dit værelse, men til gengæld har du talt med én, der har brug for din hjælp, og det er en positiv egenskab, at du gider hjælpe et andet menneske”,« fortæller Anders Poulsen. Han er godt klar over, at det er en svær balance.
»Når du opdager, at der er ti elever, der ikke er på deres værelser til tiden, så er det selvfølgelig skide irriterende, og det er også dér, det bliver lidt svært at være positiv.For selvfølgelig er der nogle regler, der skal overholdes, så øvelsen ligger også i at finde en passende balance.«

Opfølgning er alfa og omega
For at fastholde den gode proces og opsamle personalets erfaringer med at bruge AI i hverdagen, er opfølgning og udveksling nøgleord på KIES.
»Det er utrolig vigtigt med opfølgningen og en central del af hele processen med at integrere AI,« siger Jan Barslev.
Derfor bliver der løbende afholdt kurser, ligesom personalet mødes fast hver fjortende dag, hvor de udveksler og fremlægger, hvordan det går med at bruge metoden.
»Når vi har haft en situation, hvor vi har brugt eller godt kunne tænke os at bruge AI, fremlægger vi det på personalemøderne, og taler om, hvad vi har gjort, og hvordan det har virket,« siger Anders Poulsen.
For at blive kunne måle og vurdere effekten og rækkevidden af metoden, har personalet udvalgt nogle specifikke situationer, hvor man eksperimenterer med AI.
»Ideen er at finde ud af, hvordan vi mest optimalt arbejder med AI. I starten brugte vi den hele vejen rundt og i mange forskellige situationer, men vi fandt ud af, at det kan være svært at overføre en undervisningssituation i klasselokalet til dét, der f.eks. sker på fodboldbanen. Så vi forsøger at finde nogle fælles kerneområder og problemer, som vi alle kan nikke genkendende til i hverdagen, ligegyldigt om vi er håndbold- eller matematiklærer,« siger Anders Poulsen.

Høje forventninger til fremtiden
Projektet på KIES har nu kørt et lille års tid. Første skridt på vejen har været at klæde personalet på til at bruge AI i hverdagen. Inden det nye skoleår begynder skal personalet igen på kursus og sætte nogle mål for 2009/2010 ud fra overskriften ”Hvad kan vi, hvad vil vi, og hvad gør vi”. Og så er det ellers planen at gå i gang med at implementere AI blandt eleverne. Forventningerne til fremtiden er høje hele vejen rundt.
»AI har været en aha-oplevelse for os alle. Og jeg tror, vi bliver en super skole, der er god til at udvikle kompetencer hos eleverne, og hvor vi virkelig er i stand til at rykke dem som mennesker, sportsfolk og i det faglige rum, fordi vi først og fremmest fokuserer på de ting, der lykkedes og dét, der fungerer,« siger Peter Bruun Jørgensen.



KonfirmandaktionAlineaekstrabladetfredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelNorsk hytteudlejningTeam Benns