Nogle 10. klasser i kommunerne minder om en ventesal, mens efterskolerne i højere grad udfordrer de unge, konkluderer forsker fra UC Vest, der har fulgt eleverne på fem forskellige skoler. I den ene 10. klasse ligger eleverne ind  over bordene og nærmest venter på, at skoleåret er overstået. Lærerne kommer for sent og har heller ikke mange ambitioner. I en anden 10. klasse er eleverne udforskende og undersøger tingene igennem projekter. Lærerne er engagerede.
To forskellige verdener, i to forskellige 10. klasser. Men det er den virkelighed, adjunkt Hans Mogensen mødte, da han sidste år tilbragte en del tid i fem forskellige 10. klasser fordelt på kommunale 10. klasse-centre og på tre forskellige efterskoler. Derfor konstaterer han nu en stor polarisering imellem, hvem der går i 10. klasse på forskellige typer af skoler, men i høj grad også i forhold til, hvad de unge får med sig ud af skoleåret.
Mange af de unge – dem med størst behov – som den ny 10. klasseaftale ville sætte fokus på, går i lokale centre, hvor udbyttet er mest tvivlsomt, mens stigende forældrebetaling på efterskolerne indebærer risiko for at færre elever med svag kulturel kapital hjemmefra, får det løft et ophold kunne give dem.
»Groft sagt kan man sige, at dem, der har ressourcer og kompetencer, får endnu mere igen, mens den der ikke har så meget at gøre med heller ikke får ret meget med sig fra 10. klasse,« siger adjunkt Hans Mogensen fra pædagoguddannelsen ved UC Vest i Esbjerg.
»På et par lokale 10. klasser i folkeskoleregi mødte Hans Mogensen især børn af faglærte og ufaglærte forældre. I stedet for at blive udfordret til at tage et uddannelsesmæssigt spring, oplevede han, at eleverne blev præsenteret for en undervisning, hvor alt var lagt i meget snævre rammer af lærerne.
»Der sker det, at eleverne kommer til at reproducere det der foregår i en industrikultur. Lærerne udleverer opgaveark, som udfyldes. Elever og til dels lærere opfatter tilsyneladende skoleåret som en ventesal. Der tilføres ikke megen ny viden eller ny kulturel kapital. Selv når der er projekter, er de stramt styrede af lærerne. Dermed undgår eleverne at tage udfordringer og dermed undgår de at løbe en risiko. Eleverne lærer at holde sig inden for den ramme, der engang var så nødvendig i industrisamfundet,« siger Hans Mogensen.
 »Børnene reproducerer altså til foræld-res uddannelsesniveau. Undtagelsesvist ser man elever gå i gymnasiet efter et sådant 10. skoleår, men typisk  vælger de det der i forvejen betragtes som sikkert og kendt i deres familier, hvor der ikke er tradition for ungdomsuddannelser på gymnasialt niveau.«
I selve undervisningen smitter det af. Eleverne svarer kun på spørgsmål, hvis de er sikre på facit og lærerne er meget tilbøje-lige til at være fokuserede på de rigtige svar. Hans Mogensen mener, at netop disse elever, som kommer fra hjem uden uddannelsestradition og kulturelt overskud, netop havde brug for en anden udfordring i skolen.

Efterskoler er forskellige
Over for oplevelserne i lokale 10. klasses centre står Hans Mogensens besøg i 10. klasser på tre forskellige efterskoler. Men også på efterskolerne er der markante forskelle på undervisning og elevernes udbytte.
Mens eleverne i en vis udstrækning ligger ind over bordene eller kommer for sent i de lokale 10. klasser, så synes eleverne mere klar på efterskolerne. Men lærerens holdninger og engagement er også vidt forskellige. På en af efterskolerne beskrives lærerne f.eks. som nogle, der har valgt at arbejde med begavede unge, der forholder sig til stoffet, mens det på et lokalt 10. klasses center er legaliseret, at lærerne kommer for sent og at der er mange timer, som aflyses. Det sidste giver skolen et præg af ventesal, hvor eleverne kun skal have tiden til at gå, inden de skal på teknisk skole.
»Nogle af forskellene skyldes helt klart elevernes forskelligartede kulturelle kapital, som de har med hjemme fra.«
De tre efterskoler repræsenterer henholdsvis en gymnasieforberedende, en teater og en idrætsefterskole.
»På den gymnasieforberedende og teaterefterskolen har eleverne selv en ide om, hvordan arbejdsrytmen skal være, hvordan de kan bidrage ligesom det forventes i et moderne arbejdsliv. Disse unge vil givet få et forspring på deres ungdomsuddannelser og senere i erhvervslivet. Disse unge er ikke så fokuserede på om det er rigtig eller forkert, men mere på at finde ud af tingene. De har mod på at undersøge.«
For eksempel nøjes eleverne ikke med at læse den avisartikel, lærerne præsenterer for dem, de går også gerne videre for at finde ud af, hvordan budskaberne fungerer i en større sammenhæng og er på den måde nærmest opdagelsesrejsende.
Derimod var der en tendens til, at de unge på idrætsefterskolen var mere ydre-styrede og ventede på at blive sat i gang.
»Plenum på idrætsefterskolen præges af, at eleverne undgår at lave fejl, lidt lige som i gymnastikopvisningerne. Skolen har også mange regler og sanktioner og det afstedkommer, at de unge kan karakteriseres ved at forsikre sig og søger sikkerhed i det, de foretager sig.«


Aktivt valg gør en forskel
Mens eleverne således er meget forskellige skolerne imellem, så konkluderer Hans Mogensen også, at netop de elever, som politikerne ville sikre mest udbytte af 10. klasse, faktisk er dem der får mindst.
»10. klasseaftalen er politisk indrettet efter restgruppeeleverne, men i praksis er det dem, der får mindst kulturel og social kapital ud af at gå i 10. klasse. De stærke elever kan få meget ud af 10. klasse, men der skal en anden pædagogik og indstilling til at give et udbytte til eleverne i restgruppen, som er mest tydelig på de 10. klasse-centre, jeg har besøgt.«
Forældrenes indstilling til skolen ligger givet vis bag det, Hans Mogensen ser på de forskellige skoler.
»På idrætsefterskolen var der hovedsageligt børn af ufaglærte og faglærte forældre ligesom på 10. klassecentrene. Forskellen er at forældrene på efterskolen tager sig råd til et efterskoleophold og har en tradition og en holdning til børnenes skolegang. Det smitter af på elevernes udbytte.«
»I 10. klassecentret har forældrene enten ikke råd eller også har de ikke taget stilling til om et efterskoleophold ville være en ide,« siger Hans Mogensen og konkluderer dermed at efterskolen formår at flytte børnene langt mere. Denne konklusion ligger i øvrigt i direkte forlængelse af bl.a. undersøgelser, der viser at efterskolernes 10. klasse er bedre til at bryde negativ social arv.

Lærerne som fyrtårne
Hans Mogensen mener, det er lærernes ansvar at sætte mål og være en slags kulturpersonlighed, der kan sætte en retning.
»Uanset hvad børnene kommer fra og hvem de er, bør lærerne vise, at de tror på projektet, og at de vil noget mere. Lærerne skal tage et fantasifuldt afsæt og sætte ting i gang i stedet for at have en mere reaktiv holdning,« lyder opfordringen.
Skolernes kultur og læringsform afspejler sig også i helt tydelige tegn. F.eks. står bordene på rækker i de skoler, hvor der lægges vægt på at løse opgaveark og få de rigtige facit frem, mens hesteskoformen typisk bruges de steder, hvor der lægges op til dialog, forundring og undersøgelse.
»Alle elever – og måske ikke mindst dem med mindst kulturel kapital hjemme fra – har brug for at opleve skolen som et kulturelt fyrtårn. Der burde bruges mindre tid på test og dokumentation. Hvis lærerne i højere grad betragtede skolerne som et oplevelsessted frem for et undervisningssted, kunne fokus også flyttes fra opgaveark med færdige facit. Det ville betyde, at fokus kom på, hvordan eleverne udvikler sig i stedet for, hvordan hvordan prøverne skal gennemføres,« siger Hans Mogensen.

Signalement af forskellige 10. klasser (pdf)

• Email
• Udskriv
• Del
  • delicious
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Stumble Upon
  • Twitter