Oplysning og debat om Europa på efterskolerne

I 2007 viste en undersøgelse blandt de frie skoleformer, at efterskolerne var blandt de skoleformer, der lagde mindst vægt på det internationale arbejde. Efterfølgende nedsatte efterskoleforeningen et internationalt udvalg med det formål at styrke den internationale dimension i efterskolen. Udvalget har i efteråret 2008 foretaget en undersøgelse blandt udvalgte efterskoler, med det formål at kortlægge skolernes behov og udviklingsmuligheder indenfor det internationale område. Skolerne tilkendegav, at de manglede inspiration og støtte til at udvikle og arbejde med den internationale dimension primært indenfor Europa.

Efterskoleforeningen vil med projektet oplysning og debat om Europa på Efterskolerne, støttet af Europa-Nævnet, bidrage med initiativer så efterskolerne får fokus på Europa og europæisk samarbejde.

 

Aktivitets- og tidsplan for de forskellige initiativer:

1. November 2009 - Kursus for efterskolelærere - "Hands on Krakow"- Program

- Deltagende skoler: Aabybro Ungdomsskole, Flakkebjerg Efterskole, Balle Musik- og Idrætsefterskole, Skovlund Efterskole, Rejsby Europæiske Efterskole, Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole, Sydvestfyns Efterskole og Mejlby Efterskole

- Læs om turen s.27 i Efterskolebladet 20.maj 2009

 

2. April 2010 – Studietur til Bruxelles - Program

- Deltagende skoler: BGI Akademiet, Flakkebjerg Efterskole, Haarby Efterskole, Lundby Efterskole, Ollerup Efterskole, Sundeved Efterskole, Vittrup Efterskole, Vojens Gymnastik- og Idrætsefterskole, Vrigsted Efterskole, Aabybro Ungdomsskole, Ågård Efterskole

- Læs om turen s.26 i Efterskolebladet 14. januar 2010


3. Skoleåret 2010/11 - Tre konferencer for efterskoleelever omhandlende Europa - læs mere her hvis interesse for at afholde en af de tre konferencer

- Deltagende skoler: Flakkebjerg Efterskole, Holmstrup Efterskole, Lundby Efterskole, Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole, Aabybro Ungdomsskole, Vittrup Efterskole, Lynghøj Efterskole samt Vester Thorup Efterskole

- Læs s. 33 i Efterskolebladet 25. februar 2010

 

4. marts 2011 - Seminar om Europæisk uddannelsespolitik med fokus på frie skoler

Formålet med seminariet er at gøre opmærksom på de frie skoleformer i Danmark hermed ikke mindst efterskoleformen. Vi ønsker at skabe debat om europæisk uddannelsespolitik indenfor aldersgruppen 14-18 år med fokus på udveksling af erfaringer samt videreudvikling af skoleformens fremtidige arbejde med at uddanne demokratiske unge mennesker. Viden om Europæisk uddannelsespolitik, frie skoleformer og uddannelsessystemer i Europa samt erfaringer med at uddanne interkulturelle kompetente mennesker er essentielt for skoleformens videre udvikling og promovering indenfor dansk skolepolitik.

 

5. November 2011 - Kursus for efterskolelærere - Den internationale dimension

Den enkelte efterskolelærer bliver tilknyttet en lærer fra en skole i det område vi besøger. Kurset vil blive afholdt som et både vidensbaseret og som et kontaktseminar. Den enkelte deltager introduceres for forskellige former for internationalt samarbejde samt EU's uddannelsesprogrammer. Fokus vil være på hjælp til at etablere et samarbejde indenfor EU's Lifelong Learning Program(LLP) omhandlende udveksling eller fx et virtuelt undervisningssamarbejde sammen med den lokale lærer.

 

Forventede resultater og succeskriterier

Det forventes at de involverede lærere og elever får øget viden om den fælles europæiske historie samt de forskellige samfundsforhold, der gør sig gældende i dag. Desuden er det hensigten at skabe et forøget fokus på mulighederne af et europæisk fællesskab samt at fremme aktivt europæisk medborgerskab.
For den enkelte elev formodes det at give sig udslag i styrkelse af interkulturelle kompetencer og viden om unges liv og forhold i Europa. Dette kan for eksempel blive videreført i den enkelte elevs uddannelsesvalg med fokus på at studere og arbejde i et andet europæisk land.
For lærere, ledere og den enkelte efterskole formodes initiativerne at give sig udslag i større viden om Europa og forøget fokus på interkulturelle kompetencer samt interesse for de muligheder, der ligger i Lifelong Learning (LLP), - fx Comenius skolepartnerskaber, Aktive unge, Comenius assistenter og interesse for efteruddannelse i Europa.
For Efterskoleforeningen er det en mulighed for at få et større netværk indenfor den europæiske skoleverden, erfaringsudveksling og ikke mindst videreformidling af internationale aktiviteter til gavn for foreningens medlemmer.

Jakob Clausager Jensen er ansvarlig for projektet, som kører frem til 31. december 2011.

jcj@efterskoleforeningen.dk

 

Sidst opdateret den 11. maj 2010